Borger.dk Læs op Blanketter Selvbetjening Kontakt Indeks
Indhold
Printvenlig

Et bud på en overordnet inklusionsstrategi

Kort fortalt

Målet for enhver inkluderende skole må være at udvikle sig i en retning, hvor AKT-indsatsen målrettet enkelte elever reduceres, til fordel for en opprioritering af det kontekstuelle arbejde i klassen, på årgangen eller generelt på hele skolen.
 

Praktisk udførelse

Der er på Kvaglundskolen en direkte sammenhæng mellem AKT-indsats og inkluderende indsats. Det betyder at AKT indsats/arbejde tænkes som en indsats, der iværksættes for at fremme en inkluderende praksis.
 
På Kvaglundskolen arbejder vi med forskellige metoder for at fremme inklusionen. Metoderne udfoldes og praktiseres på tre forskellige niveauer. 
 
Niveau 1:Generelle AKT-indsatser målrettet alle skolens elever
Her er tale inkluderende indsatser der på et generelt niveau skal skabe en kultur på skolen, der i størst mulig grad fremmer inklusion. Det kan handle om fælles regelsæt og konsekvenser for alle elever, skolens fysiske rammer eller f.eks. særlige måder at håndtere konflikter på, frikvarters aktiviteter og tilbud osv.
Niveau 2: AKT-indsatser målrettet klasser eller årgange
AKT-indsatser, der målrettes klasser eller årgange, er naturligvis mere specifikke end de generelle indsatser. Her kan der f.eks. være tale om at skolens AKT-medarbejder, på baggrund af observationer i klassen og samtaler med klassens lærere, planlægger og gennemfører særlige træningsforløb i klasser. Der kan også være tale om indsatser, der har fokus på klassens trivsel og udbytte af undervisningen.  Det er meget væsentligt at lærerne inddrages i planlægningen af forløbene.
Niveau 3:AKT-indsatser målrettet enkelte elever 
Kardinalpunktet i AKT-indsatser målrettet enkelte elever, er relationen mellem elev og AKT-medarbejder. Der er tale om en ordning, hvor AKT-medarbejderen to til fem lektioner om ugen, arbejder en til en med den enkelte elev. På Kvaglundskolen varetages denne funktion af skolepædagoger. I enkelte tilfælde overtager skolepædagogen også forældresamarbejdet omkring disse elever. Arbejdets mål er altid at få eleven til at trives som en del af klassefællesskabet.
 
Prioriteringen af arbejdet/ressourcerne i de tre niveauer 
Når man enten som skole eller AKT-team betragter og evaluerer den samlede AKT/inkluderende indsats, er det væsentligt, at man studerer forholdet mellem de tre niveauer nøje.For at igangsætte disse refleksioner må vi forstå det paradigmeskifte der lige nu foregår i folkeskolen.
Frem til begyndelsen af dette årti har folkeskolen befundet sig i et paradigme, hvor der i udpræget grad har været fokus på den enkelte elev som problembærer. Dette paradigme kalder Susan Tetler det psyko-medicinske paradigme (Tetler 2000). Altså identifikationen af den enkelte elev som problembæreren.
Dog noteres der en bevægelse imod et fokus på den kontekst, som elever, lærere og pædagoger dagligt færdes i. En bevægelse, der indikerer, at et nyt paradigme mht. problemadfærd, er ved at indfinde sig i folkeskolen. Dette paradigme kalder Tetler, det organisatoriske paradigme. I dette paradigme er det de generelle AKT-indsatser og AKT-indsatser målrettet klasser eller årgange, der er i fokus på.
Målet for enhver inkluderende skole må være at udvikle sig i en retning, hvor AKT-indsatsen målrettet enkelte elever reduceres, til fordel for en opprioritering af det kontekstuelle arbejde i klassen, på årgangen eller generelt på hele skolen. Altså en bevægelse fra det psyko-medicinske paradigme til det organisatoriske paradigme. Se figur 2.
Ud fra en pædagogisk betragtning bør fordelingen af AKT-indsatser i en inkluderende skole derfor, ideelt set, fordeles som i figur 1.
 

 

Figur 1. Niveauerne er illustreret i en trekant, for at synliggøre den ideelle prioritering af den samlede AKT-indsats. Det nederste niveau er det niveau, der arbejdes mest med og hvor størstedelen af AKT-ressourcerne anvendes. Mellemste niveau prioriteres mindre og øverste niveau mindst.
 
Læse mere
Susan Tetler: Bogen ”Den inkluderende skole – fra vision til virkelighed”. 2000.
Kontakt

Kvaglundskolen

7616 2430

Marie Kring

 

 

 

 

Pædagogisk Psykologisk Rådgivning - PPR & Pædagogisk Udvikling • Giørtz Plads • 6760 Ribe • 76 16 88 70 •